Fotograf på Roskilde Festival

Af fotograf Kim Matthäi Leland

Det ultimative for mange musikere er at spille på Roskilde Festival. Og på samme måde er det for mange koncertfotografer det ultimative at tage billeder på Roskilde Festival. Her kan du læse om mine oplevelser som fotograf på Nordeuropas største festival.

2013 – de første spæde skridt
Jeg var på Roskilde Festival en enkelt dag i 2013 uden at være akkrediteret som fotograf, det vil sige uden adgang til fotopitten. Men det fine ved Roskilde Festival er, at det faktisk er tilladt for alle at tage billeder fra tilskuerområderne. Så hvis man kommer i tilstrækkelig god tid til en koncert – eller kan smyge sig op foran – er det faktisk muligt at få nogle gode billeder.

Jeg havde en del erfaring med koncertfoto, men mest fra små og mellemstore spillesteder. Og ville selvfølgelig gerne prøve at skyde nogle Roskilde-koncerter. Så bevæbnet med et Canon EOS 6D og et 70-200 f/4 drog jeg af sted.

Jeg var der med min kone og nogle venner, så det var begrænset, hvor meget af vores ene dag, jeg ville bruge på det. Men fik da fanget nogle skud af rockbandet Hoba Hoba Spirit, der er the shit i Marokko. De spillede på den daværende Odeon-scene, og der var heldigvis ikke alt for pakket af mennesker, så jeg kunne komme pænt tæt på.

Lidt senere på samme scene spillede den amerikanske soulsanger Matthew E. White. Nu var jeg ved at være varm! 70-200 er et rigtig godt objektiv til at tage billeder ude fra crowden.

Sidste koncert for mig på denne festival var When Saints Go Machine, der spillede lørdag nat kl. 03 på Arena. Det lykkedes mig at komme helt op foran, hvor jeg stod hele koncerten med mit 70-200 og fik nogle billeder, jeg blev rigtig glad for. Lysshowet var baseret på farvede lasere. Jeg lærte sidenhen lysmanden fra denne koncert, Jakob Kvist, at kende – og ham har jeg skrevet et separat blogindlæg om. Læs blogindlægget Jakob Kvist – lysets mester.

2014 – første år som akkrediteret fotograf

I løbet af efteråret 2013 begyndte jeg at tage billeder for musikmagasinet GAFFA og blev hurtig en af deres faste fotografer. Og da Roskilde Festival 2014 nærmede sig, var jeg så heldig at blive udvalgt som en af GAFFAs tre akkrediterede fotografer!

Som akkrediteret fotograf for et medie har man adgang til fotopitten, dvs. området mellem hegnet og scenen. Som udgangspunkt i hvert fald. Nogle koncerter (typisk de største navne på Orange) har en begrænsning på antal fotografer (fx 25), og så er der enten et kø-system, eller også udpeger festivalen, hvilke medier (de største), der får lov at få en fotograf med. Men til de fleste koncerter er der ikke begrænsning på antallet af fotografer, man kommer bare 10-15 minutter før.

Typisk har man lov at tage billeder de første tre numre. Den internationale “regel”, som mangen en stage manager har råbt til fotograferne igennem musikken er “Three songs – no flash!”. Hvorfor det lige præcis er tre numre, fortaber sig i det uvisse.

Jeg var på festivalen allerede fra warm-up-dagene og fik fotograferet flere bands og artister, der senere skulle vise sig blive mere end bare warm-up-acts – blandt andet Minds of 99, Blaue Blume og Karl William.

 

Men den fotomæssigt mest interessante koncert under opvarmningsdagene 2014 var med det skånske punkband Slöa Knivar. Navnet antyder, at de ikke er de skarpeste knive i skuffen, men underholdende – det var det. Forsangerinden Patricia er noget af det mest udadvendte og gymnastiske, jeg har set på en scene.

Også på Apollo-scenen var der opvarmning, og en af de mere bemærkelsesværdige koncerter var den med rapperen S!vas, der skruede op for festen. Ørepropper er et absolut must som koncertfotograf!

Og så åbnede selve festival-pladsen endelig! Min første koncert fra den egentlige festival var den amerikanske rapper Earl Sweatshirt.

Som fotograf på festival er det ikke ualmindeligt, at man skal dække mindst 7-8 koncerter på en dag. Et typisk forløb er, at man skyder de første tre numre af en koncert, skynder sig hen til pressecentret, hvor man udvælger, efterbehandler og uploader sine billeder – og så skynder man sig videre til næste koncert. Dette gentager sig så med intervaller på 1 1/2 til 2 timer. Der er altså ikke meget tid til at sidde ned og slappe af, mødes med venner eller andet. Det lyder stressende, men det er samtidig superspændende, og man kører på en konstant strøm af adrenalin.

Hovednavnet for festivalen 2014, The Rolling Stones, skulle spille allerede om torsdagen. Jeg var så heldig, at jeg havde fået tjansen for GAFFA at skyde rullestenene. Til denne koncert var der det lille aber dabei, at fotograferne slet ikke måtte være i fotopitten. Det forekommer desværre ofte – især med de store udenlandske navne – at fotograferingen skal foregå fra front of house, dvs. ved siden af lydpulten. Eller – som i dette tilfælde – et helt andet sted, nemlig i “ingenmandslandet” mellem to publikumsområder. Pænt langt væk fra scenen. Vi var ca. 25 fotografer, der kæmpede om de noget færre trin på hegnet, der kunne bringe os en lille smule op over menneskemængden. Og som en ekstra lille forhindring måtte vi kun fotografere to numre, ikke de sædvanlige tre, før vi blev sendt ud igen. Pyha!

Men der skal selvfølgelig nærbilleder til! Mit længste objektiv på det tidspunkt var mit trofaste 70-200 f/2.8, og med en 2X-extender var det muligt at komme op på 400mm. Det bliver selvfølgelig ikke lige så godt som et ægte 400mm-objektiv, men det var altså, hvad jeg havde til rådighed. Ved brug af extender ryger der noget kontrast, skarphed og AF-hastighed – og den stjæler to blændetrin, dvs. man man max åbne op til f/5.6, (på nogle af billederne blændede jeg ned til 6.3 for yderligere skarphed). Med en ISO på 3200 kunne jeg opnå en lukketid på omkring 1/400 på mit Canon EOS 6D, og det gav nogle resultater, som jeg – efter omstændighederne – blev ret tilfreds med.

På en måde var min festival allerede peaket – og så allerede om torsdagen! Men omvendt var det rart, at det største navn var i kassen – og nu kunne jeg skyde resten af festivalen uden helt så mange sommerfugle i maven. Selvfølgelig er det fedt at fotografere på den ikoniske Orange Scene, men hele sikkerhedsopbuddet og virakken på hovedscenen gør det også til en ret ufri oplevelse. Så er det faktisk rarere at skyde på de lidt mindre scener. Arena er fantastisk – tilpas størrelse, og mulighed for at komme tæt på scenen.

På den endnu mindre scene Avalon lå der også nogle gode oplevelser og ventede.

2014-festivalen var fantastisk og bliver nok aldrig overgået for mit vedkommende. Fordi det var min første Roskilde Festival som akkrediteret fotograf, og fordi jeg fik fotograferet nogle fantastiske kunstnere.

2015 – Sir Paul og de andre
Igen i 2015 var jeg en del af GAFFAs hold på Roskilde Festival, og igen var vi fotografer der helt fra starten i opvarmningsdagene. I øvrigt har jeg også en masse billeder fra åbning af campingpladsen, stemningsbilleder osv. – men det kan måske komme i et andet blogindlæg en dag – her koncentrerer jeg mig om koncerterne.

I 2015 var der bygget en scene ude i camping-området – Street City-scenen. Fed stemning – hiphop-battles og skaterfyre rundt om ørerne på én.

Fast forward til selve festivalen. Danske Minds of 99 havde fået æren at åbne Orange Scene.

Igen i 2015 fik jeg de bedste oplevelser (og billeder) på Arena, Avalon og andre mindre scener.

Som fotograf for et medie får man tildelt nogle koncerter, man måske ikke selv ville have opsøgt. Og det er også noget af det, der er ret fedt ved Roskilde – der kommer mange bands, som ikke lige bliver spillet dagen lang på P3.

Og så til Sir Paul! Jeg havde desværre ikke fået tildelt koncerten fra GAFFA, men det viste sig nu ikke at betyde så meget, da fotograferne alligevel ikke fik adgang til pitten, men skulle skyde fra lydpult-området. I stedte ville jeg prøve at få nogle billeder fra tilskuerområdet, så jeg slæbte af sted med mit længste objektiv, som nu var et Sigma 120-300mm f/2.8 af ældre dato, jeg havde fundet på Den Blå Avis. Med en 2X extender kan man komme op på 600mm (dog blænde 5.6) – og så begynder det at ligne noget! Fandt et sted, hvor jeg ikke var alt for meget i vejen for andre tilskuere og satte kanonen på min monopod (etbenet stativ, som fysioterapeuter og kiropraktorer er glade for, at fotografer bruger).

Jeg skød et par numre og skyndte mig hen i garderoben i pressecentret med det store objektiv. Havde nemlig en lyn-date med min kone Rikke (der var på arbejde for DR på festivalen) – vi skulle lige opleve lidt af Macca-koncerten sammen.

Det var meget rørende, især når han spillede de gamle Beatles-numre. Vi nåede vel omkring en halv time af koncerten, inden vi skulle tilbage og passe vores respektive tjanser. Rikke med DRs transmissioner fra festivalen, og jeg med at fotografere metal-himlens nye stjernefrø, danske Myrkur.

Myrkur havde været utrolig hypet i metalkredse og skulle spille sin debutkoncert på en af festivalens mindste scener, Pavilion. Metal er ikke min stærke side, så jeg skal ikke gøre mig klog på kvaliteten af det, men fotomæssigt var det en ret fed afslutning på festivalen.