Af fotograf Kim Matthäi Leland
Jeg har taget en del koncertbilleder for DR PigeKoret, og for nylig spurgte de så, om jeg ville tage deres nye pressebilleder.
Koret fik Phillip Faber som ny dirigent for et par år siden. Han har udviklet koret i en ny retning – og det skulle billederne gerne illustrere. Der er kommet flere ‘muskler’ bag sangen, og det visuelle udtryk skulle ikke være så engle-agtigt som tidligere. Kort sagt: mere kvinde, mindre lillepige.
Koret har nogle af landets dygtigste sangere, og samtidig er det hele Danmarks kor. Den balance mellem elite og folkelighed forsøgte jeg at ramme ved at fotografere dem i deres flotte koncertkjoler – lige midt på Nørrebro.
Og – on a technical note – dette var min første større opgave, hvor mine Canon-kameraer ikke kom op af tasken. Alle billederne her er skudt med Fujifilm X-T1 (undtagen behind the scenes-billedet, som er taget af min assistent).
For at kunne levere en varieret serie tog jeg både stående, gående, syngende og stille billeder.
Jeg havde en assistent med på opgaven som, udover hjælp med alt det praktiske, bidrog med gode ideer og “behind the scenes”-billeder. Det var lidt sjovt, da jeg jo ellers ret sjældent selv er med på billederne.
Jeg havde på forhånd aftalt forløbet for vores fotosession med DR PigeKorets dirigent og producent. De havde blandt andet et ønske om at få taget nogle billeder om aftenen til at illustrere korets særlige mørke-koncerter, der arrangeres i samarbejde med Dansk Blindesamfund.
Da mørket var faldet på, gik vi ned til Nordbanegade, hvor der er en flot allé af træer – stadig uden at det urbane udtryk går fløjten.
Her var lyset virkelig en udfordring, men det havde jeg forudset. Jeg klarede det med en kraftig flash, en stor flash-paraply, lidt længere lukketider – og kameraet på stativ.
Vi havde aftalt at slutte af med nogle billeder på Nørrebrogade. Der var ikke så meget tid tilbage her, så jeg lod den store flash blive tilbage og lavede det lidt mere quick-and-dirty med en Nissin i40-flash på kameraet med reflektorpanelet slået op. Og med en rolig hånd og 10-24-objektivets glimrende billedstabilisering kan man godt få et par gode billeder på 1/8 sekunds lukketid.